Introduktion til dette websted

Bundter af tagrør opstillet i tipi til tørring Foto: Jørgen Kaarup, Stråtagets kontor.
Bundter af tagrør opstillet i tipi til tørring.
Klik på billederne for at gøre dem større. Foto: Jørgen Kaarup, Stråtagets kontor.

Dette  websted om materialelære henvender sig til alle, der har behov for et indgående kendskab til tækkematerialer, måden at anvende dem på, deres egenskaber, indbyrdes samspil og påvirkelighed fra omgivelserne. Bogen er tænkt som en kombineret lære- og håndbog. Den vil kunne finde anvendelse på håndværkerskoler til tækkelærlinge, arkitekt- og ingeniørskoler samt beslægtede uddannelser og ikke mindst i virksomheder, der udnytter materialer af denne art.

Du er måske et af de unge mennesker, som har valgt at uddanne sig som tækkesvend; derfor skal du vide, at du har valgt et fag, som udelukkende er baseret på håndværkskunnen og æstetisk sans. Vær opmærksom på, at der stilles store krav til dig og dit syn. Det du ser, skal du kunne forme og ændre med hænderne til det færdige resultat.

Kendskab til materialers grundlæggende opbygning og egenskaber er ikke kun en nødvendighed i produktion af komplicerede tekniske produkter, men i stort set alle former for fremstilling af dagligdags brugsting. Den viden, som unge mennesker tilegner sig gennem uddannelse, glemmer de sjældent, derfor er denne bog vigtig for faget.

Forfatteren, håber med denne materialelærebog at kunne give dig en solid grundviden, så du kan tække et sundt stråtag med lang levetid, og medvirke til at håndværket som tækkemand holdes i hævd.

Øllebølle september 2013.