Tækkemandens håndværk kan føres årtusinder tilbage i tiden

 Historie

Tækkefaget er et traditionsrigt fag, som kan føres 2.000 år tilbage i tiden, dengang hvor man byggede huse af det, som var i naturen omkring byggepladsen: ler, træ, sten og tækkerør.

En simpel måde at bygge huse på var, at man lagde nogle store sten som sokkel, dvs. syldsten, rejste noget egetræ som bindingsværk og fyldte felterne/tavlerne ud med pileflet og klinede ler på, så det blev vindtæt. Derpå rejste man spær og lægter til en tagkonstruktion, som så blev tækket med halm, lyng eller tækkerør måske alle tre ting på samme tag, det tog man ikke så højtideligt, det primære var, at taget var vandtæt.

Tagtækning er noget, man møder verden over, udført i mange forskellige materialer lige fra palmeblade, risstængler, græsstrå, halm, tang og mange andre forhåndenværende materialer. En ting har de til fælles: nemlig måden man tækker på, som stort set er ens. Metoden er udviklet af håndværkere over hele verden gennem tiderne. Lag på lag er tækkematerialerne fastgjort til lægter af forskellig art og på en måde, så nedbør ikke trænger ned i tagfladen. Man har alle steder udnyttet vandets overfladespænding, så vandet løber på overfladen og drypper af i tagskægget.

Tidligere var halm nok det mest anvendte materiale på Fyn, Sjælland og øerne samt de egne af Jylland med gode jorde. Halm blev også brugt til at fodre dyrene, så i de år, hvor høsten slog fejl, tog man noget af halmen fra taget og brugte som foder til dyrene. Hullerne blev så stoppet med tørv og andet forhåndenværende materiale. På de sandede jorde var der ofte hede med masser af lyng, i disse områder lagde man skiftevis halm og lyng for at drøje på halmen, som mange gange var en mangelvare. Denne byggetradition kan bl.a. ses på Frilandsmuset i Brede.

Det har altid været en kamp at få fastgjort stråtag så godt til den underliggende tagkonstruktion, at taget blev liggende, når storme trængte ind over landet.

Oprindeligt har man lagt tynde kæppe af hassel hen over hvert lag strå. Kæppene blev så bundet fast ned mod de underliggende lægter eller rafter med vidjer eller halmsimer. Da det blev muligt at anskaffe kokosgarn blev det almindeligt anvendt i stedet for simerne.

Til at fastgøre hasselkæppe med anvendes rød amerikanerpil til vidjer. Foto: Søren Vodder.
Til at fastgøre hasselkæppe med anvendes rød amerikanerpil til vidjer.
Foto: Søren Vodder.

I løbet af 1980’erne blev det almindeligt at fastgøre stråtag med en rustfri tråd, og for ca. 20 år siden kom tækkeskruen med påsat tråd af rustfrit stål. I dag anvender de fleste tækkeskruer og galvaniserede jernstænger, når de tækker. Faktisk er det først i løbet af de sidste 30 år, at tækkemændene har fundet de rigtige metoder og materialer til fastgørelsen, så den ikke længere er en afgørende faktor for et stråtags levetid.

Som tækkemand kan du stadig stifte bekendtskab med gamle bindemetoder, når du kommer til en opgave på et museum eller et fredet hus. Her skal du ofte tække på finske lægter, der er en afbarket granrafte med to flade sider, som har sin oprindelse på de finske fjeldsider – deraf navnet – hvor de blev fældet og tilhugget med en ”bredbil”, en økse, som har en flad side og er slebet skarp fra den anden som et stemmejern.

Skal der tækkes efter de gamle bindemetoder, kan kravet være, at stangjernet udskiftes med en hasselkæp, som skal være tynde et-årige skud ca. 1-1,5 cm tykke og ca. 2-3 meter lange. Man må her tække med lange rør for at undgå streger i taget. Det skal derfor tækkes med lange stød. Der skal også bruges lange stød, når du tækker med halmsimer, kokosgarn eller tjæregarn, for ellers bliver taget utæt, da disse bindematerialer kan virke som væger og dermed lede vandet ind på loftet.

Fremskaffelse af gode tækkerør har altid været en udfordring. I starten af halvfjerdserne, da tækkefaget fik sin renæssance, var der mange små leverandører typisk husmænd, som høstede med le eller segl på deres overdrev for at supplere deres indtægt. De kunne høste og bære omkring fem traver i land på en almindelig arbejdsdag, her blev de stillet op i tipi, på et tykt lag afrens af tidligere års produktion, det gjorde, at rørene ikke kunne suge vand op i nedefra. Husmændene skulle nok sørge for at passe på deres salgsvare, så den ikke tabte i værdi. Her taler vi om rør, som kunne opmagasineres ude på engen og holde kvaliteten, til den nye høst gik i gang.

Udviklingen har nu taget den naturlige drejning i retning af maskinel, effektiv stordrift og masser af arbejdskraft uden baggrundsviden, og levering direkte til arbejdspladserne i store rørruller. Hvis medarbejderne ved, hvad de skal gøre for at høste rør med fuld kvalitet kan det sagtens lade sig gøre. Du kan hjælpe dem med viden ved at henvise til denne samling oplysninger.

Rensemaskine med dobbeltbinder
Rensemaskine med dobbeltbinder